Tilbage til forsiden
Tilbage til siden med foto af muffediser

Muffediser strikket på 5 pinde


Muffediserne er strikket på strømpepinde: 5 små korte pinde, hvor man fordeler maskerne på fire pinde og strikker over på den femte.

Det bliver – efter min mening – meget pænere end hvis man strikker frem og tilbage på to pinde og bagefter syr arbejdet sammen.

Specielt tutten til tommelfingeren bliver både pænere og mere behagelig at have på.

Der er flere måder at lave tommelfingertutter på.

Sådan som jeg her har beskrevet den, sådan lærte jeg det i min strikkeklub, dengang jeg var en lille pige. Vi strikkede vanter og der var tommelfingertutten naturligvis lukket. Til muffediserne her, lukkes tutten af så det yderste af  fingeren er fri.

Har man ikke før prøvet at strikke med 5 pinde er det muligvis nødvendigt at få det vist af en der kan!

Opskrift.

Til modellen på billedet er brugt 60 g Angor’Anny fra Laines anny blatt (70 % angora og 30% uld).
Strikkefastheden: 28 masker og 42 pinde på pind nr. 3,5 = 10 x 10 cm

Slå 48 masker løst op.
Fordel maskerne på 4 strømpepinde: 12 masker på hver.

Måske synes du det er lettere hvis du strikker de 3 – 4 første pinde almindeligt frem og tilbage på to strikkepinde for først derefter at fordele maskerne på 4 strømpepinde!

Når maskerne er fordelt på strømpepinde er der vigtigt at strikke nogenlunde fast hvis ikke man vil risikere at maskerne på de pinde, man ikke lige strikker med, de glider ud!

Strik dobbelt rib: skiftevis 2 ret og 2 vrang indtil arbejdet måler 3,5 cm
Tag derefter ind,  i alt 4 masker sådan her:
Strik 2 m sammen i begyndelsen og slutningen af omgangen.
Strik en omgang uden indtagninger.
Tag igen 2 masker ind i begyndelsen og slutningen af omgangen.
Nu strikkes videre med ret over ret og vrang over vrang.

Strik videre til arbejdet måler 8 cm og tag igen ind på samme måde.
Der er nu 40 masker tilbage i alt.
Strik til arbejdet måler 23 cm.
Her mærkes af til tommelfinger.
Det foregår sådan: Find et stykke garn i en afvigende farve.
Det sted på arbejdet hvor tommelfingertutten skal være (f. eks. over de riller hvor indtagningerne er foretaget!), der strikker man 8 retmasker med den afvigende farve, vender arbejdet og strikker de 8 retmasker tilbage. Derefter kan man fortsætte med det garn man i øvrigt strikker med.

Fortsæt med dobbelt-rib mønstret i alt 3 cm mere. Luk løst af.

Nu strikkes tommelfingeren.
Tag forsigtigt mærketråden ud og placer de løse masker på 2 pinde.
Det er et pillearbejde. Jeg synes det er lettest at tage op fra vrangen og så vride pindene om på forsiden bagefter.
Træk eventuelt tråden ud af en maske ad gangen så ingen masker slipper løs og løber ned.

Når alle maskerne er samlet op, fordeles de på 3 pinde.

Strik nu tommeltutten. Den skal være 3 cm lang.
Luk løst af.
Hæft enderne.

Pynt eventuelt med perler, pailletter eller andet du har lyst til.

Det kan opleves som noget af et pillearbejde de første gange man laver en tommeltut, men det er umagen værd. Allerede anden gang er det meget lettere.