Tilbage til striksiden aTilbage til forsiden

Strik en top eller fem!
- præcist som du vil have dem


Strikkeopskrifter
Forklaringen kan virke kompliceret, når den er skrevet ned.
Men det er ikke så slemt.
Jeg har lavet to udgaver af opskriften på ærmeløs top: En for de øvede og en for dem der er nybegyndere udi strikning.

Strikkeopskrift til øvede strikkere
Du laver en strikkeprøve. Regner ud hvor mange masker du skal slå op.
Og så strikker du der op ad på rundpind, til du når til udskæring og ærmegab. Her lukker du halvdelen af til ryg, bagefter deler du arbejdet på forsiden, tager jævnt ind fra begge sider til der ikke er flere masker. Og det var det.
På toppene på fotoerne har jeg lavet en bred rib ( 2 r, 2 vr) forneden og derefter glatstrikning eller et mønsger jeg synes om for resten.
Stropperne er hæklede som to rækker luftmasker.


Mere omhyggelig forklaring, til dig som er nybegynder.
Begynd med at vælge det garn og den farve du synes om.
Derefter laver du en strikkeprøve.
Vælg nummer på pindene, brug eventuelt angivelserne på garnnøglet som retningsgivende.
Du skal finde ud af hvor mange masker du skal slå op for at et stykke i dobbelt-ribstrikning bliver 10 cm. bredt.
Slå et passende antal masker op og strik dobbelt ribstrikning: 2 ret, 2 vrang.
Strik en 5 - 6 cm opad.
Mål hvor mange masker der skal til for at stykket bliver 10 cm bredt. Du skal strække det let så det er som du vil have det når du har toppen på!

Derefter regner du ud, hvor mange masker du skal slå op til hele toppen.

Eksempel: Jeg har valgt et garn som bliver pænt - det vil sige som jeg vil have det - hvis jeg strikker på pinde nr. 3,5
Altså slår jeg 22 masker op, strikker ca 5 cm i dobbelt rib op måler.
Der går 18 m til 10 cm i bredden.
Så måler jeg mig selv for at se hvor bred toppen skal være - eller jeg måler en bomuldstop, som jeg er tilfreds med.
Bomuldstoppen, som passer mig, er 78 cm i omfang.
Nu kan jeg regne ud hvor mange masker jeg skal slå op, nemlig 78 cm divideret med 10 cm og ganget med 18 masker. Det giver 140 masker.
Husk: Antallet af masker skal gå op med 2.

Når du har regnet ud hvor mange masker du skal slå op, er du klar - og så giver resten sig selv.

Slå antallet af masker op på en rundpind i det valgte nummer.
Strik dobbelt rib, så langt op, som du synes er pænt.
Jeg synes at 25 cm giver et pænt resultat.
Derefter skifter du til at strikke det mønster du synes er pænt. Eller du strikker glatstrikning. Eller perlestrikning. Vælg efter dine evner og lyster.

Du fortsætter op til der skal være ærmegab.
Mål eventuelt efter den bomuldstop, du har.
Nu lukker du halvdelen af maskerne af - det er til ryggen.
Forsiden deler du i to halvdele som du strikker færdig hver for sig.
På første pind efter delingen lukker 2 masker af mod siden, til ærmegab.
Derefter lukker du 1 maske af i begyndelsen af hver eneste pind - Så får du både udskæring og ærmegab.
Når der er 3 masker tilbage lukker du dem af og halvdelen er færdig.
Når den anden side er færdig tager du toppen på og får en til at hjælpe dig med at måle, hvor lange stropperne skal være.
Stropperne hækler du. Eller du bruger et flot silkebånd. Sy dem omhyggeligt på - og så er toppen færdig.