Tilbage til forsiden
Tilbage til siden med foto af muffediser

Fnuglet halstørklæde med blomsterbort


Halstørklædet på billedet er strikket med Vivaldi fra Garnstudio (43 % mohair).
Et nøgle er tilstrækkeligt til et tørklæde ca. 100 cm langt. 

Slå 42 masker op på pinde nr. 4
Strik ret til arbejdet måler 4 cm
Skift til glatstrikning – men begynd og slut hver pind med  en retmaske.

På hver 14. pind strikkes knuder.
Begynd på retsiden af strikketøjet og strik først 5 masker med almindelige retmasker, så der kommer lidt afstand mellem kanten og den første knude i rækken.
Mellem hver knude strikkes der 7 almindelige retmasker.

Knude:
Strik 3 masker sammen således:
Strik først alle tre masker vrang sammen (træk garnet gennem masken som om du vil strikke den, men lad den blive siddende på pinden).
Strik derefter de samme masker ret sammen (træk igen bare garnet gennem masken som om du vil strikke den normalt, men lad den blive siddende på venstre pind).
Til slut strikkes de tre masker igen vrang sammen – og først NU lader man de tre sammenstrikkede masker forlade venstre pind.

Når tørklædet er er knap så langt som du vil have det slutter du af som du begyndte, med 4 cm i retstrikning. Luk løst af.

Hæft alle løse ender.

Halstørklædet på fotoet er smykket med en blondebort af blomster som er syet på i hånden.

Tip: Hav et stykke papir og en blyant liggende ved strikketøjet. For hver afsluttet pind sættes en lodret streg, og hver femte streg sættes tværs over. Så er det nemt at holde styr på hvornår man er kommet til pind nr. 14 og skal lave knude.